Tilføj til favoritter

Arveforskudskontrakt

Lav enkelt og trygt en kontrakt om arveforskud på få minutter. Du kan nemt og sikkert angive bestemmelse om dine vilkår, herunder særeje, regulering, gaveanmeldelse mv.

Vores brugervenlige guide sikrer, at du får lavet en arveforskudskontrakt på de vilkår og betingelser, du ønsker, der skal følge arveforskuddet. Samtidig sikrer du den nødvendige juridiske dokumentation.

Online skabelon til arveforskud

Hos Dokumenter.dk kan du nemt og sikkert lave en kontrakt om arveforskud.

Med en arveforskudskontrakt har du, arvinger og skattemyndighederne klarhed over størrelsen og vilkår for arveforskuddet.

Det giver klarhed og mindsker unødige konflikter imellem dine arvinger og det giver skattemyndighederne dokumentation for værdiansættelsen og eventuel beregning af afgiften.

Vores guide sikrer, at du får arveforskudskontrakten lavet på de vilkår og betingelser, du ønsker, skal følge arveforskuddet, og du sikrer den dokumentation for arveforskuddet.

Vores platform guider dig hele vejen.

Hvad er arveforskud?

Et arveforskud er forskud på en forventet arv som overdrages, mens du som giver er i live. Det er et forskud på den arv, sum eller genstand, som modtageren vil få ved din død.

Arveforskuddet bliver modregnet i den arv, som modtageren vil få, når du er død, og arven efter dig skal deles blandt arvingerne.

Arveforskud kan i henhold til arveloven kun gives til livsarvinger, som er dine børn.

Hvad er en arveforskudskontrakt?

Arveforskudskontrakten er den skriftlige aftale, du og din arving indgår omkring arveforskuddet.

I kontrakten fremgår beløbets størrelse, hvordan modregningen skal medtage i dødsboet (modregningsadgang), og under hvilke betingelser arveforskuddet eventuelt gives.

Hvornår bør du oprette en arveforskudskontrakt?

Du bør oprette en arveforskudskontrakt, hvis du ønsker at give en arving et formuegode, f.eks. en kontant sum eller en genstand, men samtidig ikke ønsker at forfordele dine øvrige arvinger.

Eksempel 1

Et af dine børn står midt i en skilsmisse, hvor barnet har et akut behov for penge til en ny bolig. I stedet for at låne pengene til dit barn eller give pengene som en gave, kan du vælge at give dit barn – arvingen – et forskud på arven efter dig.

Arveforskud kan være enten afgifts- eller skattepligtige, afhængig af størrelsen og modtagerens relation til dig.

Arveforskud til dine børn er afgiftsfrit, hvis forskuddet er under den afgiftsfrie beløbsgrænse for gaver, som reguleres årligt. Alle andre end livsarvinger og ægtefæller betaler skat af et arveforskud.

Eksempel 2

Et arveforskud kan gives mange år før du dør, og det kan derfor svært for arvingen at huske, hvor stort et beløb, der blev givet, og hvilke betingelser det kom med.

Dertil kan der opstå tvivl om, hvorvidt der var tale om en gave eller et forskud på arv, fordi arvingen har glemt, hvad der var aftalt.

Værdien af arveforskuddet, som arvingen har fået, vil blive lagt til din formue ved din død. Derforvil dine øvrige arvinger ikke blive berørt af, at du tidligere har givet én arving et forskud. Ved udbetaling af arven vil arveforskuddet blive modregnet hos den arving, der har fået det udbetalt.

Dine andre arvinger bliver derfor ikke stillet ringere af, at du har hjulpet din ene arving økonomisk med et arveforskud.

Hvilke vilkår kan du bestemme i et arveforskud?

Særeje

Du kan bestemme, at arveforskuddet skal være arvingens særeje.

At arveforskuddet skal være arvingens særeje betyder, at arveforskuddet ikke skal deles med arvingens ægtefælle i tilfælde af separation, skilsmisse og efter nogle særejetyper, heller ikke ved død. Det gælder uanset, om der er tale om et kontantbeløb, en aktiebeholdning, en genstand eller et hus.

Der findes flere særejertyper. De mest sædvanlige særejetyper er fuldstændigt særeje, skilsmissesæreje og kombinationssæreje.

Fuldstændigt særeje betyder at formuen ikke skal deles med din ægtefælle, uanset om I bliver separeret, skilt eller dør.

Skilsmissesæreje betyder, at formuen ikke skal deles med din ægtefælle, hvis I bliver separeret eller skilt, men deles ved død.

Kombinationssæreje betyder, at formuen skal deles med din ægtefælle, hvis I bliver separeret eller skilt. Ved død kan der vælges forskellige kombinationer, men mest anvendte er, at førstafdødes særeje deles ved død, og længstlevendes ægtefælles formue forbliver særeje.

Skal arveforskuddet være særeje, skal du meddele din arving dette. Det er et krav, at du giver meddelelsen om særeje samtidig med arveforskuddet. Arveforskudskontrakten sikrer skriftlig dokumentation for særejet.

Har du ikke i forbindelse med, at du giver arveforskuddet bestemt, at det skal være særeje, kommer arveforskuddet automatisk til at blive delingsformue for arvingen.

Delingsformue betyder formuefællesskab og har den økonomiske konsekvens, at ægtefællernes nettoformue deles ligeligt ved separation, skilsmisse og død.

Arveforskuddet bliver ikke automatisk delingsformue, hvis din arving og dennes ægtefælle selv har lavet en ægtepagt om særeje.

Fast ejendom

Er arveforskuddet en fast ejendom der overdrages, skal der samtidig tinglyses et skøde. Et skøde er det dokument, der er tinglysningsmæssig dokumentation for, at den faste ejendom skifter ejer. Skødet er arvingens officielle dokumentation for ejerskabet. En arveforskudskontrakt er nødvendig for at dokumentere, at den faste ejendom er givet, som et arveforskud og ikke en gave.

Udløser arveforskuddet en afgift eller skat?

Et arveforskud bliver betragtet som en gave i afgifts- og skattemæssig forstand, og beregnes efter reglerne om gaveafgift. Gaveafgiftsreglerne er primær afhængige af, hvem modtageren er og sekundært, hvor stort arveforskuddet er.

Et arveforskud er afgiftsfrit, hvis det gives til en arving, der er omfattet af den afgiftsfrie personkreds, og hvis arveforskuddet ikke overstiger det afgiftsfrie beløb. Den afgiftsfrie personkreds omfatter børn og ægtefæller.

Det afgiftsfrie beløb er i 2024 DKK 74.100, som du kan give dine livsarvinger. Er arveforskuddet større end DKK 74.100, skal der betales gaveafgift med 15% af det beløb, der går over DKK 74.100.

Ægtefæller kan dog give hinanden afgiftsfrie gaver, uanset beløb.

Alle andre end børn og ægtefæller bliver indkomstskattepligtige af arveforskuddet.

Afgift eller skat af et arveforskud skal indberettes via Skattestyrelsens hjemmeside. https://skat.dk/skat.aspx?oid=2244638

Hvad indeholder arveforskudskontrakten?

Arveforskudskontrakten indeholder

  • Arvegiver og arveforskudsmodtagers oplysninger
  • Arveforskuddets størrelse
  • Beskrivelse af, hvordan arveforskuddet ydes
  • Regulering af arveforskuddet i senere arv,
  • Vilkår for arveforskuddet, f.eks. særejebestemmelse
  • Gaveanmeldelse til Skattestyrelsen
  • Arvegiver og arveforskudsmodtagers underskrift

Hvordan bliver arveforskudskontrakten gyldig?

Arveforskudskontrakten skal være dateret og underskrevet af både dig som arveforskudsgiver og arveforskudsmodtager for at være gyldigt.

Det en god ide at få arveforskudskontraktens gyldighed bekræftet af uvildige vitterlighedsvidner eller af en notar.

Derved sikrer du dig mod, at arvinger kan hævde to forhold:

  • At arveudlægget var en gave, som ikke skal modregnes.
  • At du ikke var testamentshabil og åndsfrisk nok til at kunne lave arveforskuddet, så arveforskuddet er ugyldigt.

Det er vigtigt, at I underskriver arveforskudskontrakten i vidnernes eller notarens overværelse,  dvs. at vidnerne eller notaren skal være til stede og se jer fysisk underskrive dokumentet.

Vitterlighedsvidner er personer, der ikke er i familie med jer, og som ikke har en personlig interesse i det dokument, I underskriver.

En notar, er den myndighedsperson hos Skifteretten, som officielt kan bekræfte underskriften, datoen og underskrivers mentale tilstand.

For at kunne underskrive et dokument gyldigt, skal du være så åndsfrisk, at du forstår, hvad du er ved at underskrive og forstå konsekvensen af det, du underskriver.

Det er en god idé at nævne arveforskuddet og betingelserne for det, hvis du samtidig eller efterfølgende opretter et testamente. Derved sikrer du, at arveforskuddet ikke bliver forbigået, når arven skal fordeles.

Hvad er forskellen på en gave, et familielån og et arveforskud?

Gave

En gave kan modtageren beholde og gaven skal ikke efterfølgende modregnes. Der skal betales gaveafgift af gaven, hvis den går ud over det afgiftsfrie beløb og gives til personer udenfor den afgiftsfrie personkreds.

Familielån

Et familielån kan modtageren få udbetalt med det samme, og du bestemmer selv om modtageren skal betale renter og afdrag, eller om lånet er rente- og afdragsfrit.

Et familielån er et lån til dine nærmeste pårørende, og aftales på fordelagtige vilkår for låntager, idet der ikke bliver opkrævet skat af de renter, et normalt lån ville udløse. Lånet skal indfries senest ved din død.

Lånet dokumenteres ved et gældsbrev.

Fordelen ved et lån er:

  • Lånet kan aftales at kunne opsiges eller kræves indfriet når som helst (på anfordring).
  • Gældsbrevet bestemmer de aftalte renter- og tilbagebetalingskrav.
  • Der skal ikke betales afgift af et lån.
  • Lånet indfries senest ved långivers død.

Ulempen ved et lån er:

  • Du kan ikke bestemme, om et lån skal tilhøre låntager som særeje eller delingsformue.
  • Et familielån skal oprettes som et anfordringslån. Det betyder, at långiver når som helst kan krævet lånet indfriet. Det giver låntager usikkerhed for, at lånet kræves indfriet før långivers død.

Eksempel 3

Din søn låner DKK 400.000 af dig til en ny bil. Lånet gives som et familielån uden renter og afdrag. Gældsbrevet skriver, at lånet skal indfries ved anfordring, senest ved din død. Du bliver uvenner med din søn og ønsker ikke længere, at han skylder dig penge. Du kræver derfor lånet indfriet med det samme. Din søn er forpligtet til at indbetale de DKK 400.000 til dig.

Dokumenter.dk giver dig mulighed for nemt og sikkert at vælge præcis det dokument, du har behov for:  Arveforskudskontrakt, gavebrev eller gældsbrev ved familielån.

Hvordan modregnes et arveforskud?

Når din arving har modtaget et arveforskud, skal det modregnes i den arv din arving får, når du er død. Modregningen af arveforskuddet i arven hedder afkortning.

Arveforskuddets beløb tillægges boets formue. Arveforskuddet bliver modregnet i arvingens arv, og arvingen får derfor det mindre udbetalt, når arven fordeles.

Er der givet et arveforskud fra forældre til et barn, skal afkortningen i vides mulige omfang ske ved den førstafdøde forældres død – hvilket vil sige, at arveforskuddet skal modregnes i den arv, livsarvingen modtager i arv ved den først forældres død.

Viser det sig, at arvingen har fået mere i arveforskud, end han skal have i arv, har arvingen som udgangspunkt ikke pligt til at tilbagebetale det uberettigede arveforskud, medmindre han har en særlig pligt hertil.

Der er tale om særlig pligt hvis:

  • Det er aftalt i arveforskudskontrakten, at der er tilbagebetalingspligt.
  • Arveforskuddet er givet i strid med reglerne om uskiftet bo, og arvingen er bekendt med det.

Arvingen modtager blot ikke yderligere arv i udbetaling.

Pristalsregulering

Beregningsmæssigt skal arveforskuddet medregnes i dødsboet med den værdi, arveforskuddet havde på tidspunktet for, den er givet.

Du kan bestemme, at arveforskuddet skal pristalsreguleres. Det kan være hensigtsmæssigt at regulere, hvilket beløb arveforskuddet skal medregnes med i boet, ikke mindst da der kan gå mange år fra arveforskuddet er givet, og til det skal modregnes i arven.

Ifølge nettoprisindekset vil et arveforskud på DKK 100.000 givet i 1981 f. eks. have en pristalsreguleret værdi ifølge Danmarks Statistik på ca. DKK 289.000 i 2022. www.dst.dk

Med en pristalsregulering, sørger du for, at dine øvrige arvinger ikke forfordeles og forbigås ved ikke at have fået beløbet på samme tid som arveforskudsarvingen.

Eksempel 4 – uden pristalsregulering

Din søn står som følge af hans skilsmisse i en økonomisk presset situation og har svært ved at låne penge i banken til at købe en lejlighed til sig selv og sine to børn. Du vil gerne hjælpe, men vil samtidig ikke bare forære ham pengene, da du har to døtre, der ville blive forfordelt hvis han blot fik pengene, da du har ikke råd til at give dem alle tre en så stor gave på én gang.

Din søn kan ikke overskue at skulle låne pengene af dig, men da han står til at skulle arve 1/3 af din formue, når du dør, aftaler I, at han får et arveforskud på det beløb han mangler, her DKK 1.000.000.

Afgiftsmæssigt skal han betale gaveafgift af beløbet over det afgiftsfrie beløb på DKK 74.100 (2024). Han skal derfor betale gaveafgift af DKK 925.900. Gaveafgiften på 15% udgør derfor DKK 138.885. Din søn modtager derfor DKK 861.115, og din formue er blevet reduceret med DKK 1.000.000.

Når du er gået bort, skal boet efter dig gøres op og deles mellem dine tre børn. Din formue er ved din død DKK 5.000.000 og med tillæg af arveforskuddet på DKK 1.000.000 (ikke pristalsreguleret), består din formue ved din død af DKK 6.000.000.

Dine arvinger skal således hver have DKK 2.000.000. Dine døtre får derfor hver DKK 2.000.000, men din søn modtager DKK 1.000.000, da han allerede har modtaget DK 1.000.000 i arveforskud.

Eksempel 5 – med pristalsregulering

Med udgangspunkt i eksempel 4 – er arveforskuddet givet i 1983 og du går bort i 2022. Du har bestemt at arveforskuddet på DKK 1.000.000 skal pristalsreguleres. Reguleringen fra f.eks. marts 1983 til januar 2022 udgør i procent 136,62. Det beløb, der derfor skal medregnes i boopgørelsen, er nu ikke længere DKK 1.000.000, men derimod DKK 2.366.228,10.

Din formue består ved din død derfor af DKK 5.000.000 med tillæg af det pristalsregulerede arveforskud – DKK 2.366.228,10. I alt DKK 7.366.228,10.

Dine arvinger skal således hver have DKK 2.455.409,37. Likvidt er der DKK 5.000.000 i dit bo – og dine døtre vil derfor hver modtage DKK 2.455.409,37 og din søn modtager de sidste DKK 89.181,27.

Kan alle give arveforskud?

Ja. Du kan som udgangspunkt give dine børn arveforskud.

Der er dog nogle situationer, hvor du ikke frit kan bestemme, om du kan give arveforskud.

Uskiftet bo

Sidder du i uskiftet bo, skal du dog være opmærksom på, at du med et arveforskud eller en gave kan komme til at formindske fællesformuen for meget, så der bliver tale om misbrug. Særligt, hvis der ikke er aftalt pristalsregulering i arveforskuddet.

Situationen ses ofte, hvor en enke har en nær tilknytning til især ét barn (fælles eller særbarn), og derfor enten giver en gave til dette barn eller et fordelagtigt arveforskud, så formuen bliver væsentligt formindsket. De øvrige arvinger, eksempelvis den afdøde ægtefælles børn, kan i den forbindelse mene, at enken har forvaltet formuen i en sådan grad, at der er tale om misbrug af fællesboet.

Sidder du derfor i uskiftet bo, og ønsker du at give arveforskud eller en gave, anbefaler Dokumenter.dk, at du drøfter den påtænkte disposition med en advokat, inden du gennemfører overdragelsen.

Arveforskudskontrakten er udarbejdet af advokat Mette Beck Kofoed, som til beskæftiger sig med rådgivning af privatpersoner til hverdag. Mette har stor erfaring med arveplanlægning, familieformueret, dødsbobehandling og ejendomshandler. Mette hjælper hvert år mange klienter med udarbejdelse af arveforskudskontrakter, testamenter og gavebreve.

Udarbejdet af
Mette Beck Kofoed Advokat PrivatretsAdvokaterne Kontaktinformation Telefon: 45 33 18 30 kontakt@dokumenter.dk

Vær færdig på 5 minutter

1. Fuldfør guiden

2. Modtag dokument

3. Kvalitetsstemplet af Advokater

Start dokumentguide
Arveforskudskontrakten indeholder bl.a.
  1. Oplysninger på arvegiver og arveforskudsmodtager
  2. Arveforskuddets størrelse
  3. Beskrivelse af hvordan arveforskuddet ydes
  4. Regulering af arveforskuddet i senere arv
  5. Vilkår for arveforskuddet, f.eks. særejebestemmelse
  6. Gaveanmeldelse til skattestyrelsen
  7. Arvegiver og arveforskudsmodtagers underskrift