Incoterms

I denne artikel kan du læse hvad Incoterms, og hvornår du skal bruge Incoterms. Du kan tillige læse nærmere om de mest almindelige regler inden for Incoterms.

Udarbejdet af Dokumenter.dk

Hvad er Incoterms?

Incoterms er ICC’s standardiserede regler og betingelser for ansvarsfordelingen mellem en erhvervsdrivende køber og erhvervsdrivende sælger ved levering af varer. Incoterms opstiller dermed en række internationale standardklausuler, som du kan anvende i handelsforhold, så du bedre undgår misforståelse og fejlfortolkning af ”hjemmelavede” aftaler og betingelser.

Du kan læse mere om forskellen på forbrugerkøb og handelskøb her.

ICC er en forkortelse for International Chamber of Commerce (Det internationale handelskammer). ICC blev dannet i 1919 for at danne en samling af virksomheders interesser verden over for derigennem af understøtte og udvikle samhandlen i hele verden.

ICC har lanceret en lang række af versioner af Incoterms. Første gang i 1936, og den seneste version er fra 2020. Du kan læse mere om det seneste regelsæt her hos ICC.

Incoterms regulerer, hvem der bærer ansvar og risiko for en vare, når den skal leveres fra sælger til køber.

Hvad regulerer Incoterms

Incoterms regulerer, hvem af køber og sælger, der bærer ansvar og risiko for en vare, når den skal leveres fra sælger til køber. Dette gælder både i forhold til det helt simple spørgsmål om, hvornår risikoen for varens undergang eller beskadigelse overgår fra sælger til køber, men også mere specielle forhold som f.eks. spørgsmål om, hvem der betaler for evt. told, hvem der har ansvaret for forsikring, og hvor varen skal leveres.

Incoterms tager derimod ikke stilling til andre nødvendige betingelser for et handelsforhold som f.eks. betalingsbetingelser, garantiforpligtelser og misligholdelse. Det er derfor vigtigt, at du udover at aftale en given Incoterms-klausul også aftaler de øvrige betingelser for handelsforholdet. Dette kan med fordel gøres i et sæt salgs- og leveringsbetingelser.

Du kan læse mere om salgs- og leveringsbetingelser her.

De enkelte Incoterms klausuler

De enkelte Incoterms-klausuler defineres med en forkortelse, der dækker en nærmere beskreven klausul. Nedenfor er oplistet de typiske Incoterms-klausuler.

Klausuler til alle transportformer:

EXW – også kaldet Ex Works eller Ab Fabrik

FCA – også kaldet Free Carrier eller Frit Fragtfører

CPT – også kaldet Carriage Paid To eller Fragt betalt til

CIP – også kaldet Carriage and Insurance Paid to eller Fragt og forsikring betalt til

DAP – også kaldet Delivered at Place eller Leveret på angivet plads

DPU – også kaldet Delivered at Place Unloaded eller Leveret aflæsset på angivet plads

DDP – også kaldet Delivered Duty Paid eller Leveret told betalt

Klausuler til søtransport:

FAS – også kaldet Free alongside Ship eller Frit ved skibsside

FOB – også kaldet Free on Board eller Frit ombord

CFR – også kaldet Cost and Freight eller Omkostninger og fragt

CIF – også kaldet Cost, Insurance and Freight eller Omkostninger, forsikring og fragt

EXW (Ex Works / Ab Fabrik)

EXW (Ex Works) er en af de mest anvendte Incoterm-klausuler. Ved denne gør sælger varen tilgængelig på en bestemt adresse, og køber afholder alle udgifter til transport. Risikoen overgår til køber ved sælgers levering. Den er derfor ret ”sælger-venlig”, og derfor også ret populær at indsætte i salgs- og leveringsbetingelser.

En Incoterms-klausul bør altid tilføjes en nærmere præcisering af en adresse/leveringssted og bør tillige angive den version af Incoterms, som der henvises til, som f.eks. EXW (Incoterms 2020) på sælgers adresse.

Lav salgs- og leveringsbetingelser her