Trustpilot
  • Udlodning af ekstraordinært udbytte
  • »
  • Artikler
  • Placering:

Udlodning af ekstraordinært udbytte

Hvad er udbytte

Udbytte er et kapitalselskabs (anpartsselskab eller aktieselskab) betaling af selskabets overskud til kapitalejerne.

Selskabets centrale ledelsesorgan (direktionen eller bestyrelsen, hvis der er en bestyrelse) er ansvarlig for, at udlodningen af udbytte ikke overstiger, hvad der er forsvarligt under hensyntagen til selskabets økonomiske stilling, og at uddeling ikke sker til skade for selskabet eller dets kreditorer.

Udbetaling af udbytte kan ske som ordinært udbytte på grundlag af den netop godkendte årsrapport eller som ekstraordinært udbytte på grundlag af den senest aflagte årsrapport eller netop udarbejdede balance.

Det er kun frie reserver, som fremgår af årsrapporten, der kan anvendes som ordinært udbytte. Til ekstraordinært udbytte kan tillige anvendes optjent overskud og frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort efter seneste aflagte regnskabsperiode.

Ekstraordinært udbytte

Ekstraordinært udbytte er modsat ordinært udbytte en udlodning til kapitalejerne, der ikke sker på grundlag af den netop godkendte årsrapport på den ordinære generalforsamling.

Generalforsamlingen kan derfor på en ekstraordinær generalforsamling træffe beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte.

Det er et ultimativt krav for udlodning af ekstraordinært udbytte, at selskabet har aflagt den første årsrapport.

Det er tillige en betingelse for udlodning at ekstraordinært udbytte, at det centrale ledelsesorgan (direktionen eller bestyrelsen, hvis der er en bestyrelse) har foreslået eller tiltrådt beslutningen.

I stedet for at træffe endelig beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte, kan generalforsamlingen bemyndige det centrale ledelsesorgan til at træffe beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte. Bemyndigelsen kan og bør indeholde et økonomisk loft og en tidsmæssig bagkant, hvor bemyndigelsen udløber.

Som ekstraordinært udbytte kan kun anvendes midler, der i øvrigt kan udloddes som ordinært udbytte, samt optjent overskud og frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort efter den periode, der senest er aflagt årsrapport for, medmindre beløbet er udloddet, forbrugt eller bundet.

Krav om fremlæggelse af balance

I aktieselskaber skal en beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte altid vedlægges en balance. Det centrale ledelsesorgan kan dog vurdere, at det er forsvarligt at vedlægge balancen fra seneste årsrapport, hvis den viser, at der er tilstrækkelige midler til rådighed for uddelingen.

I anpartsselskaber vurderer det centrale ledelsesorgan, om en beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte skal vedlægges en balance.

Hvis beslutningen om udlodning af ekstraordinært udbytte træffes mere end 6 måneder efter balancedagen i selskabets seneste godkendte årsrapport, skal der dog altid i både aktie- og anpartsselskaber udarbejdes en mellembalance, der viser, at der er tilstrækkelige midler til rådighed for uddelingen af ekstraordinært udbytte.

Sker en udlodning af ekstraordinært udbytte i andre værdier end kontanter, skal der tillige udarbejdes en vurderingsberetning, der bekræfter den ansatte værdi af de udloddede aktiver.

Processen

Beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte eller bemyndigelse til det centrale ledelsesorgan skal træffes af generalforsamlingen, og det er et lovkrav i henhold til selskabsloven, at beslutningen bliver formaliseret ved et skriftligt generalforsamlingsprotokollat.

Konklusion

Dokumenter.dk har en række skabeloner inden for selskabsret, herunder en skabelon til en beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte.

Alle vores skabeloner inden for selskabsret er naturligvis udarbejdet af advokater med speciale inden for netop selskabsret. Hvis du har spørgsmål til skabelonerne eller er i tvivl om, hvilken skabelon der passer til netop din situation, så er du altid velkommen til at kontakte Dokumenter.dk på tlf. 45 33 18 30 eller mail kontakt@dokumenter.dk.

I højre side kan du finde links til vores relevante skabeloner, herunder skabeloner til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det besluttes at udlodde ekstraordinært udbytte eller at bemyndige det centrale ledelsesorgan til at træffe beslutning herom.

Udarbejdet af
Simon Trolle Markussen
Simon Trolle Markussen

Advokat

SelskabsAdvokaterne

Kontaktinformation

Telefon 45 23 00 10

sm@selskabsadvokaterne.dk