Et gældsbrev er en skriftlig erklæring, i hvilken udstederen
anerkender, at der påhviler ham en i hovedsagen ubetinget, ensidig
forpligtelse til at betale penge. Et gældsbrev er ofte udstedt i
anledning af et pengelån, og det er sædvanligt, at debitor i
gældsbrevet udtrykkeligt forpligter sig til at betale en vis
nærmere aftalt rente. Reglerne om gældsbreve findes i
gældsbrevsloven.
Følgende dokument er en skabelon til simpelt gældsbrev mellem en
ejer (hovedaktionær/anpartshaver) og selskabet, hvor det er ejeren,
som låner penge til virksomheden, og hvor lånet ydes som
efterstillet. Ved en eventuel konkurs træder lånet tilbage i
forhold til al anden simpel gæld.
Gældsbrevet indeholder nærmere vilkår om lånet, herunder lånets
størrelse, afdrag på lånet, opsigelse fra begge parter samt
beføjelser, såfremt betalingen ikke overholdes af debitor over for
kreditor.