Ejeraftaler

I det indbyrdes forhold mellem ejere af en virksomhed er der i vid udstrækning frihed til at aftale spillereglerne. Selskabsloven regulerer overordnet set alene forholdet mellem selskabet og dets ejere, men ikke relationerne mellem ejerne indbyrdes. Uden en særskilt aftale mellem ejerne vil selskabet og ejerne ofte være prisgivet i tilfælde af uenighed.

Ved etablering af selskaber med flere deltagere, samt i forbindelse med generationsskifte eller delvis salg af virksomheden, bør der, uanset fordelingen af ejerandele, altid udarbejdes en ejeraftale - både for et ApS og et A/S.

Indholdet af sådanne ejeraftaler afhænger i høj grad af, om der i virksomheden er en 50%-ejerskabssituation (f.eks. i forbindelse med to partneres etablering af selskabet), eller om der er tale om regulering af ejerforholdet mellem en mindretalsaktionær og en majoritetsaktionær (f.eks. i forbindelse med delvis salg til en betroet medarbejder), eller om der er tale om spredning af ejerskabet på et større antal personer.

Ejeraftaler i mindre og mellemstore virksomheder bør som udgangspunkt altid indeholde bestemmelser, som regulerer ledelses- og bestyrelsesrepræsentation, omsættelighedsindskrænkninger (forkøbs- og køberet, samt købs- og salgspligt), kursfastsættelse, deling af selskabets afkast (udbytte, arbejdsvederlag og "frynsegoder").

Situationen er den, at såfremt et selskabs ejere ikke har indgået nogen ejeraftale, kan en person, der ejer 51 % af et selskab, f.eks. egenhændigt udpege og kontrollere hele selskabets ledelse (såvel direktion som bestyrelse). Vedkommende kan dermed egenhændigt gennemtrumfe væsentlige beslutninger for selskabet. I en ejeraftale kan "magten" justeres, så der i højere grad tages hensyn til alle parters behov og ønsker.

Ligeledes - hvor ejerne ikke har indgået nogen ejeraftale - vil ejerne kunne stå med et uløseligt problem, hvis ejerne bliver uenige om virksomhedens drift. En ejer, der f.eks. ikke ønsker fortsat at deltage i selskabet, kan eventuelt ikke sælge sine aktier - eksempelvis fordi øvrige ejere ikke vil købe og ingen tredjemand vil ind som minoritetsaktionær.

Situationen kan også være den, at man vil af med sin medejer - men at han f.eks. ikke vil sælge, eller man kan ikke blive enige om pris. Disse problemer vil kunne løses i en ejeraftale.

For at bevare ro, stabilitet og forudsigelighed i selskaber med flere ejere er det væsentligt, at man med jævne mellemrum sikrer sig, at ejeraftalen afspejler selskabets og ejernes nuværende situation samt fremtidige behov.

Behovet for ændringer kan ligge i, at man på grund af stifterens alder bliver nødt til at drøfte et generationsskifte samt fastlægge vilkårene herfor. Ligeledes kan der tænkes situationer, hvor en af selskabsdeltagerne nu ønsker at deltage mindre aktivt i selskabets drift, mens den/de andre parter ønsker større indflydelse på selskabets drift eller større mulighed for at inddrage en ny partner i selskabet.

Langsigtede overvejelser vedrørende salg og generationsskifte - såvel ledelsesmæssigt som ejermæssigt - er også væsentlige forhold, som skal være klarlagt i god tid. Der skal tages hensyn til både virksomhedens fortsatte drift, ejerne og arvinger, hvis uheldet skulle være ude.

I forbindelse med reguleringen af ejerforholdene i selskabet er det ligeledes væsentligt, at man overvejer hvilket ejerskab af driftsselskabet der er mest optimalt. Skal ejerskabet være personligt eller ske indirekte via et holdingselskab?

Fordelen ved et indirekte ejerskab via et holdingselskab er, at holdingselskabet i givet fald kan udlodde udbytte fra datterselskabet skattefrit, når holdingselskabet ejer mere end 20 % af kapitalen i driftsselskabet. Holdingselskabets "pengetank" kan også fungere som en (indtil videre ubeskattet) pensionsopsparing, eller som moderselskab for nye aktiviteter.

Artikel skrevet af:

Troels Wenzel Østergaard
Advokat, HD(F) - Partner hos SelskabsAdvokaterne ApS

Har du behov for hjælp fra advokater vedrørende udarbejdelse af ejeraftaler, kan du kontakte www.selskabsadvokaterne.dk
Ellers kan du/I købe en skabelon på en ejeraftale her på www.dokumenter.dk